Historisk

Den Danske Dommerforening blev oprindeligt stiftet den 7. september 1900 under navnet Foreningen af underretsdommere. Etableringen skete i en periode, hvor der var et ønske om at styrke dommernes fælles interesser og det kollegiale sammenhold i et retsvæsen i forandring.

Foreningen omfattede i de første år alene landets underretsdommere uden for København. Dommerne ved Kriminal- og Politiretten i København kunne ikke optages, fordi deres afgørelser blev appelleret direkte til Højesteret, og dommerne ved Landsover-, Hof- og Stadsretten, der fungerede som appelinstans for underretterne på øerne, var ligeledes udelukket fra medlemskab.

I 1917 blev medlemskredsen imidlertid udvidet, idet man ved en afstemning i november samme år vedtog, at dommere ved de kollegiale retter også kunne optages, hvilket førte til navneskiftet til det nuværende Den Danske Dommerforening.

Gennem mere end et århundrede har foreningen arbejdet målrettet på at fastholde domstolenes uafhængighed og værne om retssikkerheden for borgerne. Dette sker blandt andet ved, at dommere gennem deltagelse i interne og eksterne udvalg repræsenterer domstolene over for det politiske system og ved at afgive høringssvar i forbindelse med lovforslag og betænkninger.

Foreningens 100-års jubilæum blev markeret i år 2000, hvor der blev udgivet et større bogværk, “Dommeren i det 20. århundrede,” der netop belyser dommerens rolle i samfundet. Dommerforeningen fortsætter den dag i dag med at være en central aktør i at sikre de danske dommeres interesser og domstolenes position som den tredje statsmagt.