Forside / Om Dommerforeningen / Organisation
Organisation
Den Danske Dommerforenings formål er at fastholde domstolenes uafhængighed, værne om retssikkerheden, varetage dommernes interesser og fremme det kollegiale sammenhold.
Enhver, der er udnævnt til fast dommer ved de almindelige domstole, kan være medlem af Den Danske Dommerforening (Dommerforeningen). Endvidere kan danske faste dommere ved internationale domstole efter bestyrelsens bestemmelse være medlemmer. Pensionerede dommere (herunder tilkaldedommere) forbliver medlemmer af foreningen, dog uden stemmeret.
Alle udnævnte dommere i Danmark, på Færøerne og i Grønland samt alle danske faste dommere ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, EU-Domstolen, Den Europæiske Unions Ret og Den Fælles Patentdomstol er medlemmer af Dommerforeningen.
Der er i alt ca. 413 stemmeberettigede medlemmer af Dommerforeningen:
- Højesteret 18
- Vestre Landsret 42
- Østre Landsret 64
- Sø- og Handelsretten 6
- Byretterne 271
- Tinglysningsretten 2
- Retten på Færøerne 2
- Grønlands Landsret 1
- Retten i Grønland 2
- Menneskerettighedsdomstolen 1
- EU-Domstolen 1
- Den Europæiske Unions Ret 2
- Den Fælles Patentdomstol 1
I forbindelse med Dommerforeningens årsmøde holdes der generalforsamling. Generalforsamlingen har den højeste myndighed i foreningens anliggender.
Dommerforeningens bestyrelse repræsenterer foreningen udadtil og kan afgive erklæringer på foreningens vegne.
Bestyrelsen består af en formand og 10 andre medlemmer.
Formanden vælges særskilt på generalforsamlingen.
De øvrige 10 medlemmer vælges således:
- 1 medlem vælges af Højesteret
- 1 medlem vælges af Vestre Landsret
- 1 medlem vælges af Østre Landsret i forening med præsidenten og vicepræsidenterne i Sø- og Handelsretten
- 1 medlem vælges af præsidenterne i byretterne i forening med præsidenten for Tinglysningsretten
- 1 medlem vælges af dommerne i område 1 (Københavns Byret og dommerne i Sø- og Handelsretten)
- 1 medlem vælges af dommerne i område 2 (retterne på Frederiksberg og Bornholm, retterne i Glostrup, Lyngby, Hillerød og Helsingør samt retterne på Færøerne og i Grønland)
- 1 medlem vælges af dommerne i område 3 (retterne i Roskilde, Holbæk, Næstved og Nykøbing Falster)
- 1 medlem vælges af dommerne i område 4 (retterne i Esbjerg, Odense, Svendborg og Sønderborg)
- 1 medlem vælges af dommerne i område 5 (retterne i Aarhus, Randers, Horsens og Kolding)
- 1 medlem vælges af dommerne i område 6 (retterne i Herning, Holstebro, Viborg, Aalborg og Hjørring)
Bestyrelsen vælger selv sin næstformand, kasserer og sekretær.
Dommerforeningen afgiver løbende høringssvar om lovforslag og betænkninger. Høringssvarene kan ses under ”Høringssvar”.
Dommerforeningens medlemmer deltager i en række eksterne og interne udvalg. Se nærmere herom i årsberetningerne under ”Arbejde i udvalg mv.”.
Dommerforeningen er medlem af International Association of Judges (IAJ) og European Association of Judges (EAJ), som er en af de fire regionale grupper under IAJ. Se nærmere herom under ”Internationalt arbejde” og i årsberetningerne under samme emne.
De af Dommerforeningens erhvervsaktive medlemmer, der er medlemmer af DJØF, udgør en sektion af Offentlige chefer i DJØF.